TIL DANMARKS KVINDER.


Fra Arilds Tid hver Kvinde god
gik glad ved Mandens Side.
I Hjemmets Fred i "med og mod"
hun sysled om paa lette Fod;
hun gav ham kækt sit unge Mod,
hun lærte ham at stride. -
Nu Kvinden gaar sin egen Vej,
sit Hus og Barn hun vogter ej,
vil bort fra Hjemmet glide.


I Danmarks Datter Ønsker bor
lig Manden frem at stige;
til dig jeg taler Alvorsord:
du Kvinde sattes her paa Jord
at virke i en Gerning stor,
men ej som Mandens Lige.
Du Barnet tage skal i Favn,
du smykkes skal med Modernavn
i Hjemmets stille Rige.


Jeg ved, du føder helst en Søn,
det er din første Tanke,
derom du be'r til Gud en Bøn;
mens Barnet stolt du bær i Løn,
du drømmer om en Fremtid skøn:
din Søn skal Laurbær sanke
ved Studier og Granskerflid, -
men helst ved Lærdom uden Slid
og uden Maal og Skranke.


Ak ve, du fik en Datterlil
til Trods for dine Bønner.
Saa lunefuldt er Skæbnens Spil;
hvad frem for alt vor Hu staar til,
den aldrig ret os give vil,
den ej vor Tanke lønner;
det tyktes dig langt større Fryd
at give Hjemmet skønnest Pryd,
at føde Danmarks Sønner.


Snart farver Glæden dog din Kind,
og Haanden Vuggen gynger.
Mens Barnet slumrer stille ind,
din Tanke væver nye Spind,
og Haabet bruser i dit Sind;
og Moderstolthed synger
om Pigens Liv i Glans og Pragt,
om Dans paa Eng og Skønhedsmagt,
om Guld i store Dynger!


O, Moder, hør i denne Sag,
hvad bedst dig her vil baade:
Du bør ej drømme bort din Dag,
ej være Taabe, blind og svag,
ej tro, du løse kan i Mag
en Fremtids dunkle Gaade.
Nej, send en Bøn til Livets Gud,
der reder alle Skæbner ud,
og støt dig til Hans Naade.


Du, Kvinde, blev af Herren sat
at vogte Barnets Veje.
Du lære skal din kære Skat,
at Livet ej er let og glat,
at skelne Dagen klart fra Nat,
og aldrig dumt at neje
for Verdens Glimmer, Tant og Fjas,
for Gods og Smykker, Fjer og Stads
og for de onde Veje.


Lad Barnet gaa i Ledebaand,
ej famle om i Blinde.
Du danne skal dets unge Aand;
med kærligt Ord og nænsom Haand
du bøje skal den unge Vaand
og fostre frem en "Kvinde".
Lær hende blive Hjemmets Sol
og ikke fra Katedrets Stol
sit Lys at lade skinne!


Du danske Kvinde skal staa Vagt
i Hjemmets Kongerige;
hersk der med mild og stille Magt,
pynt aldrig dig med Narredragt,
men giv paa alting kærlig Agt,
da Mørkets Skygger vige.
Ja, har du opfyldt Herrens Bud,
da kan du trygt i Renheds Skrud
opad mod Himlen stige!


     Chr. Richardt.
        1911.