LIVETS MODER.

I Æterrummets Dybder farer
en stor, en herlig Klodehær.
Hvo skabte vel de Stjerneskarer,
hvo gav dem Sølvets milde Skær?
Hvo lærte dem en Vej at finde
paa Firmamentets dunkle Blaa?
Hvo mægted Kloderne at binde,
saa rundt i evig Kreds de gaa?


Saa spørgende ved Aftentider
vi se mod Stjerners Sølverpragt;
vi følge Solen, naar den glider
i Havet, svøbt i Purpurdragt.
Og alvorsfuld paa Himlens Bue
der se vi Maanens blege Segl;
dens Lys er laant fra Solens Lue
og straaler køligt fra dens Spejl.


I Æterrummets Dybder farer
en stor, en herlig Klodehær;
hvo skabte vel de Stjerneskarer,
hvo satte dem paa Himlen der?
I Tusindvis her Sole gløde
i mægtig Brand, i Flammebaal,
og Tusinder er kolde, døde -
hvad er vel deres sande Maal?


Saa spørger Tanken, medens Øjet
ser op mod Nattens dybe Blaa;
hvo har de Stjerner sammenføjet,
at alle samme Veje gaa?
Kan Rotationens Love binde
Sol, Maaner og Planeters Hær,
saa rundt i Kredse de kan finde
i Universet fjernt og nær?


Vor Jord vi se blandt Kloders Vrimmel
kun som et usselt lille Frø;
den svæver her paa samme Himmel
i bunden Kreds, til den skal dø.
Vor Tanke spørger: - og de andre
blev de til Pryd paa Himlen sat?
Skal uden Liv de evig vandre
kun for at lyse i vor Nat?


Er Jorden da den hele Verden,
og blev den skabt ved Ordet: "bliv"?
saa Tanken spørger i vor Færden,
naar Liv vi se at skabe Liv.
Blev Livet fast til Jorden lænket
kun ved et Dogmes snævre Baand?
Er ikke Liv til alting skænket
af Ham, der skaber ved sin Aand?


I Æterrummets Dybder farer
Sol, Maaner og Planeters Hær.
Hvo skabte vel de Stjerneskarer,
hvo gav dem Sølvets lyse Skær?
Vor Tanke spørger - kan ej fatte,
at ene udvalgt blev vor Jord,
blandt Universets Klodeskatte,
til Liv at bære ved Guds Ord.


Paa det vor Tanke stedse grunder;
kan Gaaden ej vi opløst faa?
I det vor hele Stræben bunder;
kan aldrig vi Forklaring naa?
Liv skaber Liv i alle Tider,
mod Lys alt søger, til det dør;
kun Jordens Slægt i Mørke lider,
hyllet i Nattens Taageslør.

      ----------

Af Jordens Slægt, der evig grunder,
en Mand skal fødes, snar i Aand;
og han skal læge Tankens Vunder,
han løser Dogmers snævre Baand.
Han gransker dybt Naturens Love
og viser klart, at alt er Liv,
at Jordens Hav og Mark og Skove
blev ikke skabt kun ved et "bliv!"


Han lyser med sin Tankes Flamme
i Universets Dybder ind;
han spreder Tvivlens Taager klamme,
han bringer Klarhed til vort Sind.
Blandt Firmamentets Stjernekloder
der søger han sin Gransknings Pol,
og der han finder Livets Moder,
et Flammebaal, en ukendt Sol.


Ved Ocularets Hjælp han skuer
Solklodens flammerøde Brand,
Coronas gyldne Straale luer
i Syd ved Horizontens Rand.
Han Parallaksen strengt udregner,
og efter Mikrometrets Maal
paa Himmelkortet han indtegner
den fundne Stjernes klare Baal.


Protuberansers Purpurtunger
udslynge Ild med dumpe Brag,
og Eruptioners Torden runger
højlydt i Æterrummets Dag.
Og Livets Moder evig føder
Solkloder og Planeters Hær,
og aldrig Livets Baal udgløder,
det straaler i et blodrødt Skær.


Af Jordens Slægt, der stedse grunder,
en myndig Forskeraand udgaar.
Han løser Gaadens store Under,
sin Gransknings høje Pol han naar.
Hans Navn fra Mund til Mund sig svinger,
han lyser med sin Flammeaand;
han Jordens Folk af Dvale tvinger
og løser Dogmers snævre Baand.

      ----------

Fra dunkle Jord blandt Kloders Vrimmel
vi se mod Stjerners Sølverpragt.
Fra Vinternattens høje Himmel
de drage os med sælsom Magt.
Af Livets Moder gyldne Luer
de slynges fjernt i Rummet ud,
i Kredse og Ellipsers Buer
de tvinges ved Gud Faders Bud.


Thi Han, der binder Havets Vove,
Han skabte Livets Moderskød;
Hans Tanke er Naturens Love;
Han leder alle Soles Glød.
Han lærte dem en Vej at finde
paa Firmamentets dybe Blaa -
Han mægted Kloderne at binde,
saa Livets Maal de alle naa.


Allivets Skaber er og bliver,
Han danned Alnaturens Færd.
En evig Aand han Livet giver,
Han leder opad Verdners Hær;
og Trin for Trin skal Aanden stige
højt op mod Himlens lyse Hal.
Den aldrig kan tilbage vige,
den stedse fremad drage skal!


    Chr. K. F. Molbech.
    1911.