ANDEGAARDEN.


I Andegaarden er Kamp og Strid,
Ænderne vrikker og snadrer;
hvad er i Vejen, hvem sætter Splid?
Gæssene spørger og pjadrer.
Røde i Kammen Hanerne staar,
basker med Vingen og galer.
I Aaleskindet Dyrene flaar,
de slider, hiver og haler.


Katten miauer et ynkeligt Raab,
mens Hunden hyler og halser;
hos alle lurer det samme Haab,
om Skindet de trippende valser.
Gasen tager et ordentligt Nap, -
den fanges af Hanens Sporer;
Hunden vil frem med et vældigt Snap -
Katten ham river og klorer.


I Miles Afstand høres den Kamp,
thi ingen vil efter give;
Fjerene ryger af Blod og Damp,
paa Valen mange maa blive. -
Klimp, klamp - der lyder en Træskohæl,
Dyrene fly'r fra hinanden - -
der kommer Manden, der er "han sæl";
paa Armen bærer han Spanden!


Manden standser - forfærdet han ser
paa Striden og hele Halløjet;
han løfter Spanden, saa lunt han ler:
"I alt for længe har støjet,
men Vandet, Børnlil, se her, pladask -
flyt jer, for ellers der vanker!"
Det ramte saa fælt, det vaade Sjask,
straks kom de paa andre Tanker. -


I Andegaarden endte den Strid,
Vreden blev dæmpet af Badet;
slet ingen fik den fede Bid,
den glemtes i Kampen og Hadet.
Se saadan det just i Verden gaar,
endog blandt finere Racer,
man blindt til højre og venstre slaar
i Livets mangfoldige Facer.

         ___________

Mit Land, du ligner en Andegaard -
hej, lystig Raabene gjalder! -
alting saa skønt paa Hovedet staar,
det gode vakler og falder.
O, Danmark, grib i din egen Barm,
jeg haaber, du heraf skønner,
hvor styg den er, den megen Alarm,
der hersker blandt dine Sønner! -


Saa tit jeg kaldte jer frem til Daad,
jeg havde med jer min Hyre;
forkaste man kan et velment Raad,
har man Forstand paa at styre!
I Danmark er det blevet en Lyst,
om alt at strides og kævles,
og den, der slaar, faar rigest Høst,
mens frem og tilbage der ævles.


Ak Brødre, findes der ikke en Mand,
der kan til Orden jer kalde?
Her trænges til en mægtig Pøs Vand -
til en, der la'r Pisken knalde!
Dog, Manden findes for Tiden ej,
hvad nytter det, at jeg raaber -
saa trask da af Sted jer egen Vej,
I dumme, forblindede Taaber! -


     H. V. Kaalund.
        1911.