AARETS TIDER.


     En straalende Sol fra Himmelens Blaa
nu kalder til Live de knoppede Blade
og klæder med Grønsvær Markerne graa.
Hist kruser Vinden Skovsøens Flade
og hvisler i Breddens fjorgamle Siv.
Paa Engen staar færdig Blomsternes Skare
og følger med Undren det spirende Liv,
mens Spurvene tage sig ængstelig i Vare
for Stærenes Hug og kradsende Klo.
Hvert Aar maa de værne den dunede Rede,
de bygged i Kassens skærmende Bo;
til sidst dog Fjenderne slaa sig til Ro
                         og glemme den rasende Vrede!


     Nu synger Fuglen fra Træets Gren
og lokker for sin kvidrende Mage;
undselig hun hopper fra Sten til Sten,
vist ikke hun hører hans trillende Klage.
Paa Skovsletten hviler det nyfødte Lam;
mens Hinden det slikker, urolig hun snøfter
og lytter til Rævenes støjende Glam,
der klinger saa hult fra Bakker og Kløfter.
Ved Fuldmaaneskær bag den hængende Pil,
der klart sin Stamme i Skovsøen spejler,
de elskende søge et drømmende Hvil,
og Pigen lover med salige Smil
                         at følge den trofaste Bejler.


     Saa drager Sommeren ind over Land
med skinnende Sol over støvfyldte Veje.
Nu blaaner Havet, der skyller mod Strand,
mens Dønninger rulle, og Sejlerne neje
for Sommerens muntre, legende Blæst.
Med hungrige Maager og Terner i Følge
hist Dampskibet sejler fjernt imod Vest
i duvende Fart over skumhvide Bølge.
Men Fiskeren ror med sindige Tag
sin Kvase ind, hvor Stenmolen strækker
en skærmende Arm mod Vandenes Slag;
han støder mod Broen med skurende Brag,
                         mens Drengen ham Tovet rækker.


     Snart alting blomstrer i Skov og Hegn,
og Duften spredes i bølgende Strømme
ved Aften hen over den disede Egn
og vækker i Sindet de skønneste Drømme,
der fylde vort Hjerte og rødme vor Kind. -
Nu modnes Kornets guldgule Rader;
kan Bonden dog blot faa Sæden kørt ind,
før Regnskyllet kommer og Afgrøden skader!
For Leerne segner det korntunge Væld;
flinkt Karlene meje, mens Pigerne binde
og sætte i Traver fra Morgen til Kvæld;
men Kusken han slaar for Hestene Smæld,
           mens langsomt mod Hjemmet de vinde.


     Ved Aften møden bag Ladens Mur
de unge fra Landsbyens Huse og Gaarde.
I smilende Øjne staar Skælmen paa Lur,
mens Karlen lokker for Pigen at daare.
Ak, stol dog aldrig paa fagre Ord,
der hviskes i Øret ved Midsommertide;
i Ordene ofte en Falskhed bor,
der bringer Hjertet den tungeste Kvide. -
Har Natten sænket sin stille Ro
med Søvn til alle i Gaarde og Hytter,
fra Engen høres en Hvisken af to,
der sværger hinanden en evig Tro,
                         mens Kvæget undrende lytter.


     Saa drage de lyse Nætter bort
og glide stille mod nordlige Egne,
for Tusmørkets Skygger de komme til kort,
det straalende Skær maa slukkes og blegne. -
Tilfreds for i Aar med den herlige Høst
nu Bonden har sanket Kornet i Lade;
og Fuglene pudse det fjedrede Bryst,
de hoppe saa travlt bag Kviste og Blade.
Parat til Rejsen med prøvende Kast
de vugge sig frem paa udspilte Vinge;
ved Kæret de holde den sidste Rast,
saa lette de alle i susende Hast,
                         af Sted mod Syden de svinge.


     Da falder stille det brune Løv,
det drysser tæt over Stier og Veje,
og Regnen ælter det graalige Støv,
mens Stormene hen over Markerne feje.
Ved Vangeledet en Pige staar,
hun følger tungsindigt den dampende Taage,
der bølgende let over Engene gaar.
Fra Stranden hun hører den skrigende Maage,
den varsler saa stygt om kommende Vejr.
Hun bøjer sit Hoved, og sagte hun græder;
mens Regnen pisker mod Blade og Træ'r,
hun sukker og tænker paa Sorgen, hun bær'
                         i Mindet om Sommerens Glæder.


     Der runger Brøl fra den nære Skov,
to Hjorte i Brunst om Hinderne stride,
de stange og hugge med Takker og Klov,
de slaas, til den ene i Græsset maa bide;
men Sejerherren i springende Hop
de opskræmte Hinder hidsende følger
fra Dalens Sænkning til Bakkernes Top
i Krattet ind, til Mørket ham dølger. -
Nu blæser Vinden med stormende Klang,
de sidste Blade fra Grenene falde
og spredes i Flugt over Marker og Vang.
De svindende Dage i vemodig Sang
                         forgæves paa Sommeren kalde.


     Snart hvirvler Sneens de hvide Fnug
i legende Dans over Øer og Lande;
Naturen drager et klagende Suk,
mens Snesløret skjuler dens furede Pande.
I Vinterens mørke, frostkolde Stund
mod lysere Dage og Tider vi længes;
vi mindes tungsindigt den grønne Lund,
mens Dagskæret svinder og Vinteren strenges. -
Dog herlig er Sneens florlette Spind
af klare Krystaller lig ædle Stene,
der funkle i Solens straalende Skin,
og glitre med Glans i den isnende Vind,
                         der gynger Træernes Grene.

                __________

     Til dig, mit herlige, elskede Land
en Hilsen jeg sender med venlige Tanker;
jeg mindes endnu din blaanende Strand,
de duftende Skove og grønklædte Banker.
Jeg mindes Vaarens jublende Lyst
og Havets rullende, skumhvide Bølge;
jeg ser i Tanken din skovkranste Kyst,
de skrigende Maager med Terner i Følge,
der flakkede over det glitrende Sund;
jeg mindes din Sol, din blomstrende Have
og Sommerens friske, herlige Stund.
Jeg mindes de dødes fredfyldte Lund
                         med tavse, snedækte Grave. -


     Henrik Hertz.
        1911.