HILSEN TIL DANMARK.

    Til Danmark vi kommer
    med Sommer og Dag;
    med himmelske Blommer
    vi kranse vort Flag.
    Vor Sang eder bærer
    en Hilsen fra Gud;
    vor Sang eder lærer,
    Liv ej slukkes ud.
    Med taareblændt Øje
    vi alle os bøje
for jer, der end leve paa Jord.


    I Danmark vi døde
    af Vandringen træt,
    i Guldmorgenrøde
    vi fylke os tæt.
    For Dansken til Ære
    vi tone vort Flag,
    til eder vi bære
    et Glimt af vor Dag.
    Thi Døden er vegen,
    og Solen er stegen
af Havet med straalende Glans.


    Vi alle blev sænket
    i Graven med Sorg,
    men nu er vi bænket
    i Himmelens Borg.
    Krist alle har draget
    af Mørke og Død,
    han ingen har vraget,
    har alle genfød.
    I Herligheds Sale
    med Gammen og Tale
vi leve i Evigheds Ly.


    I Skovenes Skygge
    ved Hav og ved Strand
    I Dannemænd bygge,
    o, vogt eders Land!
    Thi her fra det Høje
    med Taarer vi se,
    I ej vil jer bøje,
    at slet I jer te;
    I alle vil herske,
    og ingen vil tærske
det Korn, som paa Markerne staar!


    Til alle vi tale
    i fyndige Ord,
    jer Synd vi afmale
    i enstemmigt Kor.
    Af Nælder er mange
    i Danemarks Muld,
    og Hundene glamme
    saa højt efter Guld.
    Den falske skal blegne,
    Bedrageren segne,
før Danmark sig rejser af Støv.


    Vort Land ejer Sjæle
    med fribaarne Ord;
    I ej maa jer fjæle
    for dybt under Jord.
    Ak, Danmark, vi bede,
    o, hæv dig paa ny!
    Gud Herren vil lede
    sit Folk under Sky.
    Lad Ordene funkle
    og Slethed fordunkle
og jage hver Stymper fra Bord.


    Snart Dag vil oprinde
    med Sol over Land,
    bort Skyerne svinde,
    der sortned vor Strand.
    I alle skal tage
    ved Arbejdet fat,
    thi ellers I smage
    den sorteste Nat.
    Guds evige Naade
    jer følge og raade,
at aldrig I vandre jer træt!


    I Brødre skal være
    paa Hav og i By.
    Lad Freden jer bære
    til Fremskridt paa ny!
    Lad Hjerterne banke
    i Kærlighedstakt,
    lad Hadet ej vanke
    med Ondskab i Pagt!
    Paa Danemarks Lykke
    I alle skal bygge
med Glæde, med Tro og med Lyst.


    Lad Saga optegne
    hver fuldkommen Daad!
    Kun vaagne I hegne
    jert Land og jert Raad;
    det herligt skal klinge
    hvert folkeligt Ord,
    naar Bud det vil bringe
    om Freden paa Jord.
    I Kalken skal tømme,
    strengt Herren vil dømme,
om aldrig I stride mod Synd.


    Er Dagen oprunden
    med Solglans og Vaar,
    er Freden genvunden,
    fluks Arbejdet gaar.
    Bed Herren da sænke
    sin Glæde paa Jord,
    vi ved, han vil skænke
    jer Kærligheds Flor!
    Ja, alle han kvæger
    af Livskildens Bæger
fra Paradis' straalende Hjem.


    Fra Himmelens Sale
    vi sende jer Bud;
    vi digte og tale
    om Enigheds Skrud.
    Til Danmark vor Moder,
    til Hytte og Borg,
    til Søster og Broder,
    med Glæde og Sorg,
    med Taarer i Øjet
    vi Blomster har føjet
i Kranse om Evigheds Fryd.

N. F. S. Grundtvig.
1911.