AMOR.


I Ungdoms Aar Gud Amors Pil
os let og sikkert rammer;
ved Pigers Blik og Læbers Smil
vort Hjerte heftigt flammer.
Vi Stakler, ak vi har det haardt,
naar Amor Sceptret svinger,
ad lønlig Vej vi lokkes bort
paa Elskovs falske Vinger.


Og er end Manden snildt paa Vagt
sit Hjerte at bevare,
han falder dog for Kvindens Magt
i Kærlighedens Snare.
Han blusser, naar han Pigen ser,
der bryder Hjertets Panser;
Han blegner, naar den skønne ler
og stolt forbi ham danser.


Han sukker dybt sin Længsel ud
i søde Elskovsdrømme,
han vugges til sin elskte Brud
ad Fantasiens Strømme.
Han flyver frem med fyrigt Mod
den hulde at betvinge, -
og synker ned for hendes Fod
med blodig, anskudt Vinge.


Han klatrer til Parnasset op
ad Digtets Himmelstige,
og skuer der fra Bjergets Top
Arkadiens gyldne Rige.
Snart klimprer han paa Harpens Streng
en vild, fortvivlet Klage,
snart priser han den grønne Eng
og snart de svundne Dage.


Ja, Amor er en farlig Gud,
en grum, en listig Jæger.
Vi lystre alle Blindt hans Bud
og tømme Elskovs Bæger.
En Sommeraftens klare Skin,
en Sø, hvor Taagen svæver,
en Skov med kølig Nattevind
et Net om Hjertet væver.


Min Ungdom svandt paa samme Vis
i Kærlighedens Drømme,
med Sange til den skønnes Pris
i Klagetoner ømme.
Jeg hende ser i Ungdoms Aar
i Skønheds rige Fylde.
De bløde Lokkers dunkle Haar
den hvide Hals indhylle.


Et sjælfuldt Øjes ømme Blik
og Solskinstanker klare
hun alt i Vuggegave fik
af Geniers Alfeskare. -
Jeg styrted frem med dristig Il
og sværmeriske Sange,
jeg blussede ved hendes Smil
forvirret, sky og bange.


Var Dagen hed og Aft'nen sval,
vi drømte sammen stille
og lyttede fra Skovens Sal
til Nattergalens Trille. -
Hvor hastig gled den skønne Tid,
en Dag hun var forsvundet;
og Sorgens Kval og Nætters Strid
jeg bittert havde vundet.


Beklemt og ene stod jeg der
blandt Som'rens visne Blade;
jeg mindedes vort Møde her
en Kvæld ved Søens Flade. -
Men Amor, ak, var snart paa Spil
igen med lønlig Smiger,
og modstandsløs jeg lytted til
hans Ord om andre Piger.


Han peged paa en Mø saa blid
med Øjne nøddebrune,
saa jomfruren, med lystigt Vid,
et rigt og herligt Lune.
Jeg knælte ned for hendes Fod
med nye Haab og Sukke,
men voved ej med fyrigt Mod
den skønne Blomst at plukke.


Ak aldrig helt vi blive fri
for Amors Elskovsflamme;
er Ungdomstiden længst forbi,
hans Pil kan end os ramme.
Trods Alderdommens hvide Haar
kan Hjertet endnu gløde;
af Kærlighedens dybe Saar
vi ofte tavst forbløde.


     Ludvig Bødtcher.
        1911.