HEDEN.

Mørkebrune Hede med Moser og Kær,
flikkede Klædning med Stolthed du bær;
milevidt du strækker din lyngklædte Arm,
sandgul og nøgen er din mægtige Barm.
Alle mine Længsler du ejed engang,
alle mine Tanker, min Glæde og Sang.
Herlig var Vint'rens og Sommerens Dragt,
Sneens hvide Dække og Foraarets Pragt.


Over Heden vandred jeg i Solskin og Regn,
drømmende laa jeg bag vilde Rosers Hegn;
Bierne summed, og Porsens ramme Duft
blanded sig med Aftenens kølige Luft.
Skyerne maled Fatamorganas Land;
blaanende Bjerge og blinkende Vand,
dunkle Pinjeskove og gyldne Druers Høst
skimted jeg bag Bølgernes havgrønne Bryst.


Vingede Tanker mig bar til Sydens Land;
grønne Lunde smiled paa klipperig Strand,
farverige Billeder i Skyen jeg saa,
strømmende Floder og Himlens rene Blaa. -
Koglende Drømme! - til Taagens klamme Gus
vækked mig af Tankernes svimlende Rus.
Farverne sluktes med Solens sidste Glød,
fjerne Klokketoner i Aftenen lød.


Sanddækte Hede, din Bakke og Dal
danne med Guds Himmel den herligste Sal. -
Ensom har jeg staaet der i Stormenes Sus,
lyttende til Søernes kogende Brus;
rødlighvide flammende, takkede Lyn
hvislende spruded og blænded mit Syn;
Mørkets Aander hyled en Helvedes Sang,
Tordenen drøned med brumlende Klang.


Svimlende følte jeg den Mægtiges Haand,
vældig Han løste Naturens Tungebaand.
Uvejrets Rasen og Stormenes Stød,
klagende Sukke fra alle Sider lød. -
Ak, hvor jeg længtes mod Morgenens Skær,
længtes efter Fuglenes fløjtende Hær; -
kvidrende de hilse hver gryende Dag,
vuggende i Luften paa bløde Vingeslag.


Lynggroede Hede med Tuer og Krat,
fløjtende Drosler og Raagers hæse Skrat,
ofte har jeg travet gennem Moser og Sand,
vadet over Bækkenes rislende Vand;
Himmelbjergets Søer og Skoven ved Ry
smilende lokked bag den disede Sky,
grønne Enge med saftrige Straa
skued jeg ved Bredden af Karups blanke Aa.


Høstlige Dage, naar Jagten gik ind,
over Lyngen strejfed jeg med Bøssen ved Kind;
ræddeligen flygtede Vildtet af Sted,
springende og vejrende Hunden fulgte med;
søgende gik det igennem Krat og Lund,
gennem brune Moser til Aftenens Stund. -
Alle disse Tider for længst er forbi,
endnu jeg mindes hver Bakke, hver Sti!


Sandede Hede med Moser og Kær,
Fuglenes fløjtende, vingede Hær;
ligeskøn var Høstens og Sommerens Dragt,
Vint'rens hvide Dække og Foraarets Pragt!
Mørkebrune Hede, min Længsel og Lyst,
inderligen hvilte jeg ved dit stolte Bryst;
tusinde Tanker har jeg tænkt i din Favn,
jublende Toner har priset dit Navn! -


    St. St. Blicher.
        1911.